1926-09-03

F.T. Viborg   3 Sept 1926

Kære Willumsen. Skønt De lever saa fjærnt fra alt hvad der foregaar i Danmark, og jeg misunder Dem – nej under Dem det af et fuldt Hjærte, - har jeg dog længe havt en Lyst til at sige Dem hvor sørgeligt det efterhaanden er gaaet med "Billedhuggerforeningen", som jo dog trods alt er Deres Barn, men desto mere vanartet fordi den burde leve u-ændret og æret sit Ophav.
Der skete jo for nogle Aar siden den store Fejl at vi gav en hel Kreds af ubetydelige Billedhuggere, (Charlottenborg-Billedhuggernes Sammenslutning) Adgang til Foreningen. Fra den Tid af, forstærkes derved at Akademieleverne med stor Liberalitet er blevet optagne

undertiden ved en fuldstændig formet Afstemning – for ikke at sige formløs – den er, kort sagt, blevet stor, demokratisk – og værdiløs. De fleste af de ældre kommer der overhovedet aldrig, men der har adskillelige Gange været forsøgt ubehageligt personlige Overfald indenfor Foreningen.
Nu – i Anledning af en Vurdering af Genforeningsmonument-Concurrencens Resultater - forsøgt af mig i "Skønvirke" Har Foreningen ublufærdigt sluppet et helt Kobbel Sensations-Journalister løs paa mig. Den første, af mig sete Udtalelse, af Cicelør Will. Larsen som er Medlem af Bestyrelsen og var i Bedømmelses Comiteen-, var dog saa taalelig at jeg kunde være bekendt at svare paa den. De andre egner sig ikke. Jeg sender dem hermed mit Svar som er formet som en Redegørelse for Foreningens Existens.
De fleste af vore Kamerater fra Begyndelsen af er vist mest tilbøjelige til at melde os ud af Foreningen

II
Vi har ofte talt derom, ene med Undtagelse af Brandstrup der efterhaanden er gledet helt ned i Lommen paa Akademiets Direktør, hvor ved han har solgt vor Forening til Fjenden, thi det var, er og bliver Kunstakademiet, mere og mere for hver Dag der gaar.
Hvis vi andre melder os ud af den vil jeg synes det rimeligt, (naar De, hvis De gider, har hørt om Sagerne ogsaa fra andre end mig,) at De gaar samme Vej.
Jeg har somme Tider, naar Kævlet fik Luft forsøgt at faa Ørenlyd ved at sige: "Husk paa, Willumsen er vort Æresmedlem, hans Aand bør præge os, hans Ro være Fanemærke for os!"
Jeg indser nu det complet haabløse deri. Den Yngel af Bolchevicker der voxer op og fører det store Ord har ikke Øre for sligt. – Jeg kommer der ikke mere. -

Jeg venter at komme i Nærheden af Nizza omkring Midten af November. Er De der til den Tid? Lad mig vide hvor De er i dette Efteraar, jeg trænger usigeligt til at se Dem igen – besøgte Dem ogsaa gærne i Carrara.
Hils Deres Kone og de to usigelig yndige Pigebørn. Jeg længes efter Dem alle!
Deres Ven
Johs. Kragh.