J. F. Willumsen
1941-05-26
Afsender
Siegfried Wagner
Modtager
Jens Ferdinand Willumsen
Dokumentindhold
Wagner har været ude for en ulykke i sit atelier, og han har derefter fået en allergisk reaktion på en stivkrampevaccination. Han har derfor ikke omgående svaret på Willumsens breve. Der er mangel på dagligvarer i Danmark, og mennesker forhærdes. Wagner har ikke set eller hørt én eneste anmeldelse af sin buste af Willumsen, og modellen står nu indpakket i atelieret.
Transskription
26–V–41
Kære Willumsen!
Tak for de to Breve som kom samtidig, jeg fik dem for c: 12 Dage siden. To Timer efter jeg havde faaet Brevene satte jeg mig i Forbindelse med din Højesteretssagfører om Pengene, forhaabentlig har Du forlængst faaet dem. Jeg vilde have svaret paa Brevene omgaaende, men jeg kom uheldigvis ud for et kedeligt Uheld. Jeg arbejder for Tiden paa en stor Figur, da jeg gik ned af Stigen snublede jeg og faldt saa uheldigt at jeg slog mit Baghoved imod en skarp Kant paa den Cementtrappe som fører ned i Værkstedet.
Jeg fik et stort gabende Saar i Hovedet. Lægen som omgaaende kom, kunde i[kke] gøre noget ved det her, men kørte mig paa Amtssygehuset hvor jeg blev behandlet og syet sammen. Saa fik jeg en Indsprøjtning imod Stivkrampe. Hovedet kom sig forholdsvis hurtigt, men Indsprøjtningen fik Benet til at hovne, saa det blev dobbelt saa tykt som det skulde være og jeg kunde i længere Tid daarlig gaa paa det. Men nu er jeg igen helt restitueret selv om Hovedet ikke ser helt godt ud. Det var jo en lovlig Aarsag til ikke omgaaende at svare.
Her er egentlig ikke meget at berette, men slet saa daarligt som nede hos Jer er
her ikke. Meget mangler vi men det er til at bære. Kaffe har vi endnu, men det er kun til nogle faa kopper pr. Maaned. Dyrt er her imidlertid, saa det er en Gru. Gid den Krig engang fik en Ende!
Menneskene bliver saa raa, ødelagte paa Sjæl og Legeme, og om 50 Aar saa maa det hele igen laves om. Menneskene kludrer sig igennem Tilværelsen. Godt at vi har vort Arbejde der er vi “suveræne” og kan gøre og lade som vi vil, ingen kan blande sig i det og ensrettede er vi heldigvis ikke. Kun vor egen Samvittighed er Dommer.
Du spørger om jeg har haft
Fornøjelse af Din Buste! Jeg har ikke hørt eller set en eneste Udtalelse om Busten, og Kammeraterne nænner aldrig at sig noget godt, er det daarligt skal man nok faa det at vide. Modellen til Busten er pakket pænt ind og venter paa at Du skal afhente den. Nu maa Du være tilfreds for denne Gang, jeg hører nogle væmmelige Lyde i Luften, saa jeg slutter med mange hjertelige Hilsner til Dig og Madame fra Din meget hengivne
Siegfried Wagner
Olga beder hilse!
Omtalte genstande