Menu

J. F. Willumsen

1956-09-02

Afsender

Olga Wagner

Dokumentindhold

Olga Wagner har set billeder af Willumsens Museum i Politiken. Hun går dermed ud fra, at han kommer hjem til museets indvielse. Frederikssunds borgmester vil sende bud efter Thorvaldsens skitse, når tid er. Olga bevæger sig rundt med to stokke og kan kun lave småtegninger. Lyngby er ikke til at kende længere. Haverne er halveret, stationen flyttet, og hvor der før var marker, er der nu boligkvarterer.

Transskription

Lyngby d. 2. 9. 56

Kære Willumsen!
Den 7. skal ikke gaa hen uden hjertelig Lykønskning fra mig og gid De maa fejre Dagen i godt Humør og uden Sygdom. Nu begynder jeg virkelig at tro paa at Museet snart bliver færdigt, for i Dag har jeg set Billederne af Bygningen i Politiken og til Indvielsen gaar jeg ud fra, at De kommer hjem. Jeg har jo fortalt Dem, at Thorvaldsens Skitse ogsaa kommer til Museet, Borgmesteren har lovet at sende Bud efter den, naar Tiden kommer.
Hvad mig angaar finder jeg det højst besværligt at blive gammel. Gaa kan jeg endnu med mine 2 Stokke, men ikke ret godt og det værste er, at jeg ikke kan arbejde i Faget andet end lave nogle smaa Tegninger,

og de maa ikke tage alt for lang Tid, for saa faar jeg alt for ondt i Ryggen.
Lyngby kan De ikke kende igen, der er Huse overalt, hvor der var Marker, Haverne er der taget det halve af og Sorgenfri Station er flyttet længere mod Nord; kun Vejen, som vi bor paa, er endnu den samme, kun er den lukket i den ene Ende og det bevirker, at her er stille, men nu skal den alligevel snart have nyt Navn. Familien haaber jeg dog, at De kan kende, kom selv og se. Vi længes ofte efter Dem og Madame Bourret.
Alle gode Ønsker fra Deres
hjertelig hengivne
Olga Wagner.

Omtalte genstande


Bertel Thorvaldsen: Udkast til selvportrætstatue (1785-1839)
Gips, 66 x 29 x 20 cm.
J.F. Willumsens Museum, Acc 7

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Lyngby (Danmark)
Cannes (Frankrig)
Michelle Bourret
  • J.F. Willumsens Museum

J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: B/I/1 - Wagner