Menu

J. F. Willumsen

1948-12-20

Afsender

Sigurd Swane

Modtager

Erick Struckmann

Dokumentindhold

Sigurd Swane indvilliger i at donere et mindre værk til Willumsens planlagte museum. Swane mener dog, at der er for få af Willumsens hovedværker i samlingen. Han foreslår, at Willumsens sene og mindre vellykkede værker bliver solgt ud, så de ældre hovedværker kan blive opkøbt.

Transskription

20 Dec. 1948
Til Komiteen for Willumsen-Musæet
ved Hr. Erik Struckmann.

I Erkendelse af den Oplevelse Willumsens Kunst Gang paa Gang har været for mig fra min tidligste Ungdom og langt op i Årene tilsiger jeg herved at ville give et Billede til Fordel for Skabelsen af et Fond til Indkøb af Arbejder af ham til det planlagte Musæum. Mine økonomiske Forhold, jeg har endnu tre Børn under Uddannelse, tillader mig dog kun en ret beskeden Gave.
Jeg vil ikke lægge Skjul på, at når jeg har holdt mig tilbage så længe skyldes det at jeg mener, at der i den Samling, Willumsen vil skænke, er altfor få af de virkeligt betydningsfulde Billeder, der med Rette engang skabte Glans om hans Navn.
Samlingen giver ved altfor mange, tildels forcerede Alderdomsarbejder, et ganske skævt Billede af Willumsen. Det er ikke nok at et Fåtal af Billeder, som det tidlige, noget experimenterende "Jotunheimen" eller det strålende "Aftensuppen" findes der, netop sådanne viser Flertallets Utilstrækkelighed.
Bortset fra en Række Mester-Tegninger, der er en virkelig Berigelse for Danmark, bærer også hans Samling af gammel Kunst ialtfor høj Grad Præget af at være samlet af en Mand, hvis Dømmekraft, Smag og indre Varme er svækket.
Kun Tanken om at der vil kunne erhverves en Række af de virkelig betydningsfulde Billeder af ham, har gjort at jeg synes at kunne forsvare – for at citere Dem – at give Sagen mit Navn. Dog mener jeg at Musæet på ingen Måde må bygges i Dimensioner beregnet efter de to afholdte Udstillinger, men efter en nøje Afvejning af hvilke af de modtagne Arbejder, der har Musæumsinteresse – så må der være beregnet Mulighed for Tilbygning for senere Erhvervelser.
Willumsens Indsats i dansk Kunst er for betydningsfuld til at et Musæum, der ikke giver det rette Indtryk af hans Kunst, er ønskeligt.

Forøvrigt vil jeg fremsætte et Forslag, som jeg tror vilde gavne Sagen mere end noget andet kunde, nemlig allerede nu at udstille alle de Arbejder af ham selv og fra hans Samling, som ikke har berettiget Plads i Musæet og sælge dem til Fordel for Indkøb af Billeder af ham selv, som vilde være ønskelige til Musæet.
Jeg tror at Willumsen i vide Kredse vilde vende Stemningen for sin Sag ved at give sit Minde hertil.
Sigurd Swane.

et privat P.S.
Jeg synes, det var rimeligt, om jeg som Udstiller fik tilsendt et Katalog over Udstillingen i London, det er dog almindelig Skik at man får det.

Omtalte genstande

  • J.F. Willumsen: Jotunheim (1892-1893)
    Olie på lærred, træ, malet zink og emalje på kobber, 152 x 275.5 x 13 cm.
    J.F. Willumsens Museum, Acc. 24

  • J.F. Willumsen: Aftensuppen (1918)
    Olie på lærred, 160 x 231 cm.
    J.F. Willumsens Museum, Inv. 334

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Jens Ferdinand Willumsen

J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: Kunstnergaven