Menu

J. F. Willumsen

1905-11-28

Afsender

Johan Rohde

Dokumentindhold

Rohde synes, at Willumsens udkast til Hørup-monumentet er udmærket - både kunstnerisk og lighedsmæssigt. Emil Hannover er ligeledes begejstret, og Rohde forsikrer Willumsen om, at han har en god støtte i Hannover og i de gamle kunstnerkollegaer. Afslutningsvis anmoder Rohde om fotografiske reproduktioner af Willumsens værker til sin artikel i Kunst und Künstler.

Transskription

28.XI.1905
Nybrogade 12
Kjøbenhavn

Kjære Willumsen.
Jeg har lige været ude hos Hannover paa Kunstindustrimuseet og set Deres Udkast til Hørupmonumentet og skynder mig nu med at sende Dem et Par Linjer, for at De kan vide, hvor glad jeg har været ved det. Jeg finder det ligefrem udmærket, og hvad der er det mærkeligste, det er ikke blot rent kunstnerisk set godt, men ogsaa hvad Ligheden angaar. De har givet et udmærket Billede af den virkelige Hørup, saaledes som jeg mange Gange har set og hørt ham. – Til Lykke kjære Ven! – Hannover er ligesaa glad for det, som jeg, og jeg kan forsikre Dem om, at De i ham vil have en stærk og god Støtte. –

Maaske behøves det ogsaa. Men jeg er overbevidst om, at Deres gamle Kammerater alle som en vil støtte Dem, om det behøves.
Lad os nu haabe det bedste, men alligevel være forberedt paa, hvad der kan komme. –
Tak for sidste Brev og Oplysningerne.
Jeg skrev samtidig til "Kunst und Künstler" og spurgte, hvorfor Artiklen ikke kom. Man svarde mig, at den nu kom i et af de første Hæfter, men man havde ikke bragt den før, fordi man lige havde haft et Par andre Artikler om nordisk Kunst.
Om De skulde have andre Ting, der egnede sig til Reproduktion og som karakteriserede Dem, vilde man være taknemmelig – Har De ikke nogle gode interessante Tegninger eller Aquareller, det er dog det, som bliver bedst

i Reproduktion, som man let kunde sende derned, og som de i Berlin kunde reproducere, det er dog Billedstoffet, der er det vigtigste i en saadan Artikel??
Men i saa Fald er der ikke meget Tid til at give bort.
I stor Hast og endnu en Gang til Lykke med Arbejdet.
Deres hengivne
Johan Rohde

Omtalte genstande

  • J.F. Willumsens udkast til: Hørup-monumentet (1905-1908). Granit og bronze, 439 x 550 cm. Kongens Have, København

Fakta

PDF
Brev

Dansk

København (Danmark)
  • Kunstindustrimuseet. H. C. Andersens Blvd. 22, 1553 København, Danmark

J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: A/III/1 - R