1948-09-03

3–9–48
Kære Willumsen!
Jeg har gentagne Gange ringet til Hotellet og naar jeg ikke traf Dig bad jeg Portieren sige det til Dig. Saa ringede jeg en Dag for at faa Dig og Madame herud sammen med Marstand (da han endelig kom hjem efter Ferien), til min store Forbavselse fik jeg at vide at Du var rejst tilbage samme Morgen. Jeg var ked over at jeg ikke fik taget Afsked med Dig.
Nu skal Du have Din obigatele Fødselsdaghilsen og det tilmed paa Din 85 Aars Fødselsdag. Ønske noget for Dig er jo

overflødigt, Du har jo opnaaet alt det Du har higet og arbejdet for (og paa) i et helt Liv. Nu har Du kun at holde Dig rask og rørig til Glæde for Dig selv og Dine Venner. Altsaa hjærtelig til Lykke!
Her er ikke noget af interesse, jeg har det godt, men Sygdommen som heldigt blev overstaaet er gaaet over i sin Modsætning. Nu maa jeg ustandselig løbe afsides ellers gaar det Galt. Men det er kun smaating imod den tidligere Tilstand. Olga Gigt er værre end tidligere, det vaade Vejr vi har haft i Sommer, er ikke

godt for den Sygdom.
Blocks Buste Staar stadig i Værkstedet og venter paa at blive opstillet. Jeg bliver skør af at gaa og vente, ikke alene paa dette, men paa mange andre Ting. Alt er, som om det er gaaet i Staa, ja hele Livet. er ved at standse, man hopper paa Stedet.
Iøvrig arbejder jeg flittig, ja endda meget flittig i Værkstedet. Det er til Glæde for mig selv, alle andre har saavidt ingen Fornøjelse af at se paa mine Frembringelser, men det gør heller ikke noget, jeg faar Tiden til at gaa paa en dejlig Maade.

Kun er det bansat at alle Materialer er saa dyre, saa jeg for Tiden maa afholde mig fra at udføre Tingene.
Iøvrigt har vi ikke set eller hørt til nogle af Vennerne, vi maa holde os ganske isolerede, for vi har igen ingen Hushjælp, og Olga kan jo ikke overkomme det daglige, endsige, at se Gæster.
Nu maa jeg slutte, for det er bleven sent, men jeg skal nok huske “Rosen.”
Mange hjærtelige Hilsner
til Dig og Madame
fra Olga og Din hengivne
Siegfried Wagner.