Menu

J. F. Willumsen

1941-01-16

Afsender

Siegfried Wagner

Dokumentindhold

Wagner har været bekymret for Willumsen, og han lover at sende ham fødevarer, hvis det bliver muligt. Det er koldt i Danmark, og alt er utrolig dyrt. Wagner har plejet Olga, der har været syg, og så har han færdiggjort 3 store træfigurer. Til Den Fries forårsudstilling vil han dog kun udstille sin buste af Willumsen, da de andre værker må vente til lysere tider. Wagner konstaterer, at det er en en sørgelig tid for kunsten, og ligesom alt andet er planerne for Willumsens Museum udskudt.

Transskription

16–1–41
Kære Willumsen!
Det var virkelig et Lyspunkt i Tilværelsen da jeg d. 11–1 fik Dit Brev! Mange Tak.
Vi har været meget bekymret for Dig, vi var klar over at Du ikke havde det altfor godt, men at I havde mange Genvordigheder for Tiden. Vi kan destoverre ikke mildne din Tilstand, man maa ikke sende Fødevarer ud af Landet igennem røde Kors, udover det som allerede gaar. Jeg læser ogsaa om den forfærdelige Kulde som er i Frankrig i Øjeblikket. Her er vi jo bedere indrettet paa Frysegraderne. Vi havde ÷155 imorges. 10 er det normale i Øjeblikket. Jeg kan lige holde 6-7° i Værkstedet, og det er for lidt naar man staar og laver Skitser. Iøvrigt har jeg gjort den 3te af mine store Træ-

figurer færdig i disse Dage, saa jeg vil ikke begynde paa noget nyt før Vejret bliver mildere. Tilstandene herhjemme er ikke gode, dog kan man købe Kød – Fisk – Grøntsager naar man har Penge, men det er rasende dyrt. Brændsel derimod kan ikke købes for Guld. Jeg har saa meget, at jeg med yderste Sparsommelighed kan klare mig igennem (antager jeg).
Min Kone har været syg i hele December og vi har kun lidt Formidagshjelp, saa jeg har foruden at være Billedhugger været, Kok, Sygeplejer, Opvaskemand ec: dertil kom at min ældste Datter samtidig laa

paa Hospitalet og saa maatte jeg ogsaa ned at se til hende. Nu er de heldigvis raske begge To. Paa Udstillingen iaar kommer der naturligvis intet af Dig, hvorledes skulde det ogsaa komme herop. Udstillingen skal aabnes iaar 1te Martz. Jeg udstiller kun Busten af dig, alt det øvrige maa vente til lysere Tider. Stemningen herhjemme er Forhaabningsfuld og trykket. Man lever isoleret, efter 3–4 Eftermiddag kan man ikke færdes ud, det er altfor mørkt, man kan ikke finde rundt, selv paa de Steder man kender godt løber man Hovedet imod alle Vegne.

Dit Museum er udskudt siger de som har med Sagen at gøre; men hvad er ikke udskudt? Tusinde Ting planlægges, men intet er endnu paabegyndt. Nogle siger at der er Pengerigelighed, jeg mærker kun det modsatte. Jeg ved snart ikke hvor jeg skal tage Pengene fra som skal bruges; men det er der ingen der spørger om. Det er en sørgelig Tid for Kunst og Kunstnere. Lev nu godt og send af og til et Livstegn, kan jeg en Dag faa en Pakke Smør afsted skal jeg nok gøre det. Mange – mange hjertelige Hilsner ogsaa til Madame og sig hende at hun skal passe godt paa Dig, Din meget hengivne Ven Sigfried W: Olga hilser ogsaa mange Gange.

Omtalte genstande

  • Siegfried Wagner: J.F. Willumsen (1940). Sten, 52.3 x 21.7 x 19.7 cm. J.F. Willumsens Museum, Acc. 2A

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Lyngby (Danmark)
Nice (Frankrig)

J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: B/I/1 - Wagner