1947-02-04

Villa "Le Lido"             4 Februar 1947
Route de Fréjus
Cannes (A·M)
France.

Kære Wagners.
Tak for Dit Nytaarsdags Brev af 1947.
Tiden løber trods at alt er saa ensartet, monotont eller maaske netop paa Grund deraf.
Vi har nemlig haft et saa forfærderligt Klima her paa Kysten i en hel Maaned lige til endnu i Dag, Mørke, Regn, lidt Frostvejr. Umuligt at arbejde og i et Atelier hvor der kun kan presteres 5° Reamur.
Min Samling af Kunst skal nu være kommen til København, det har saamænd ogsaa varet længe nok, omtrent et Aar siden vi begyndte paa Indpakningen. Hvorledes det gaar med Udpakningen har jeg ikke hørt. Den skal foregaa ude paa Carlsberg. Hvor? i det gamle Glyptotek, maaske.
Den skal som Du maaske ved udstilles i Kunstindustrimuseet i to Gange, først den nye Samling d.v.s. mine Arbejder, dernæst den gamle Samling d.v.s. De Ting som alle andre har lavet. Jeg skulde jo være kommen hjem for selv at være med til Opstillingen – men jeg tør ikke rejse i den Kulde

det er vist 32 Aar siden at jeg opholdt mig en Vinter i Danmark, Men det gaar maaske ogsaa bedre foruden mig. Jeg kommer engang i Foraaret for at modellere Præsten Nordal-Brun.
Tak for Din Tanke at sælge det Maleri "De 3 Bjærgspidser". Det er desværre solgt. Blev solgt paa Udstillingen. Men Din Køber kan maaske finde et andet blandt de 10 Billeder jeg skal have paa den kommende Frie Udstilling.
Du spørger om hvilke Planer jeg har naar jeg kommer hjem. Jeg har intet Atelier. Jeg ved ikke hvor jeg skal modellere Præsten, Paa Charlottenborg mener V. Jarl. Men det synes jeg ikke om. Der hænger saa mange sure Tanker fast i Væggene. Maa jeg bede om noget friskt. Søs, Fru Carl Nielsens Datter har inviteret os til at bo hos sig i Rungsted. (Man maa jo ikke bo i længere Tid paa Hotel) Det kan jo lade sig høre. Hvorledes jeg skal indrette mig i Fremtiden, d.v.s. den sidste Del af mit Liv, ved jeg ikke, at leve 9 Maaneder i København i Mørke og Kulde synes jeg ikke om – kan ikke. Saa maa jeg hellere finde en Bolig i Nizza; men ogsaa det er umuligt saa vel som i Danmark.
Her har vi intet at putte i Kakkelovnen, og intet at spise. Det er ikke nok til at leve af. Hvorlænge skal vi stakkels uskyldige Mennesker, pines og plages. Det kan være nok nu.
Fra M^me Bourret skal jeg hilse Jer begge to mange Gange. Og mange hjertelige fra Din gamle Ven
J. F. Willumsen